Vælg en side

Referat af bestyrelsesmøde 6. maj 2026

Til stede:  Michael Thingmand, Åse Eg Jørgensen, Anne H. Christiansen, Inge Jørgensen, Pernille Bøggild, Berit Mühlhausen, Lis Norup

1. Referat fra sidst (16. april)
Referatet fra mødet den 16. april 2026 udsættes til godkendelse på næste møde.

2. Nyt fra formanden/bestyrelsen
Der orienteredes om, at der fra 1. januar 2026 gælder nye skatteregler om bestyrelseskompensation, der giver mulighed for skattefri godtgørelse op til 10.000 kr. per bestyrelsesmedlem om året. Dette erstatter bl.a. den gamle ordning med telefonpenge. Punktet tages op til nærmere behandling på et kommende møde.

3. Nyt fra hovedbestyrelsen
Anne og Michael orienterede fra OF-kongressen.

Kontingentstigning: Foreningskontingentet stiger med 1.000 kr. om året fra 2026. Da de to første kvartaler i 2026 allerede er opkrævet, vil stigningen i 2026 udgøre 500 kr. fordelt på Q3 og Q4 (250 kr. pr. kvartal). De varslede stigninger i 2027 og 2028 annulleres muligvis, idet omlægning af OF’s kassekredit til realkreditlån forventes at frigive en betydelig årlig besparelse.

Indskudsændring: Kongressen vedtog, at en del af indskuddet – 10.000 kr. – konverteres til et engangsbeløb, der ikke refunderes ved salg. Beløbet er ikke en ekstra udgift for nye andelshavere, men en ændring af hvor stor en del af det eksisterende indskud der tilbagebetales. Med det nuværende gennemsnitlige antal salg giver ordningen OF en aktiv likviditet på ca. 1,5 mio. kr. om året.

Salgserklæringer overtages af OF: En vigtig beslutning fra kongressen er, at OF’s hovedkontor fremover overtager administrationen af salgserklæringer. Indtil de nødvendige ansættelser er på plads, fortsætter lokalforeningerne som hidtil. Når ordningen er implementeret, forventes prisen at stige til ca. 5.000 kr.

Biodiversitetsforslag: Et forslag om at optage biodiversitet i OF’s vedtægter nåede ikke igennem. Begrundelsen fra flere delegerede var, at emnet ikke hører hjemme i vedtægterne, og at forslaget var for vagt – snarere en hensigtserklæring end et vedtægtspunkt.

Torup-søsterforeningen rakte ud på kongressen og ønsker at aflægge besøg.

4. Gennemgang af økonomi
Anne orienterede om, at der ikke er bemærkelsesværdige bevægelser i kassen siden sidst.

4.a. TDC-abonnement
TDC-abonnementet og internetforbindelsen i fælleshuset er opsagt.

5. Byggeansøgninger og salgserklæringer

5.a. Byggeansøgning Bloksbjerget 18

En skitse for et anneks på ca. 14 m² er modtaget og under behandling.

Det besluttedes at indføre et gebyr på 500 kr. for behandling af fremtidige byggeansøgninger. Gebyret gælder fremadrettet og berører ikke allerede indgivne ansøgninger. Information herom offentliggøres på hjemmesiden, hvorefter gebyret er gældende.

5.b. Salgserklæring
Bestyrelsen har behandlet en salgserklæring.

6. Sager til fælles drøftelse

6.a. Drænprojekt – status

Der er endnu ikke sendt et udbudsmateriale ud til entreprenørerne. Bestyrelsen afventer et revideret udbudsmateriale fra rådgiver, som skal gennemgås og godkendes, inden det sendes i udbud. Projektet forventes fortsat at starte i august 2026, da jordbunden er tørrest på dette tidspunkt.

6.b.  Parcelopmåling ved LE34 – kortbilag

Kortbilag med GPS-koordinatbaseret parcelopmåling er modtaget fra LE34. Bestyrelsen gennemgår målingen og justerer om nødvendigt i forbindelse med en fysisk gennemgang af området. Vejbredden er ikke overalt bred nok og skal justeres til 4 meter; LE34 udvider vejstrækkerne, inden pæle sættes.

6.c. Vedligeholdelse af grusveje

Der foreligger tilbud fra to leverandører (Bøgely v. Erik Andersen og Grusvej.dk v. Lars Henrik). Det besluttedes at afvente drænprojektet, inden der igangsættes vejarbejde, da tunge maskiner under drænprojektet sandsynligvis vil beskadige vejene. Hvert bestyrelsesmedlem fotograferer vejene på sit område inden projektstart. Eventuelle akutte huller kan udfyldes på en arbejdsdag.

6.d. Vandskade Nøkkevangen 12
Bestyrelsen har behandlet en sag om vandskade på Nøkkevangen 12.

6.e. Utæt ventil Elvervænget 1
En utæt ventil på Elvervænget 1 er på foreningens side af stophanen og dermed foreningens ansvar. Sagen følges op.

6.f. Foreningens renholdelsesmand
Ansættelsesforhold for foreningens renholdelsesmand blev drøftet.

6.g. Legepladsinspektion
Den lovpligtige årlige legepladsinspektion er bestilt. Der var desuden drøftelse af fremmede besøgendes brug af trampolinen, herunder at borde flyttes hen til trampolinen og bruges som afsæt. Det undersøges, om bordene kan fastgøres til underlaget, og der opsættes tydeligere skiltning.

6.h. Vejstrækning fra asfalt til foreningsgrund
Berit holder kommunen op på at udlægge jernkøreplader på kommunens vejstrækning, inden drænprojektet påbegyndes, så den tunge anlægstrafik ikke beskadiger belægningen.

6.i. Velkomstflyer
Foreningen ønsker at tage bedre imod nye beboere. Eksisterende velkomstflyere genoptrykkes, og der udarbejdes en guide til velkomstbesøg for at sikre en ensartet introduktion til foreningen.

7.0 Eventuelt
Biodiversitet: Pernille og Berit koordinerer foreningens biodiversitetsinitiativer. Der drøftedes bl.a. brug af greneaffald fra tidligere træfældning til insekthoteller eller lignende. Fondsansøgninger overvejes.

8.0 Næste møde
Næste bestyrelsesmøde er søndag den 21. juni 2026 kl. 12-14 i Fælleshuset, Tornerosekæret 5. Mødet kombineres med fælles arbejdsdag kl. 10-12.

Share This